Slægten fra Hesselballe og Dalbygaard

Børnene fra Hesselballe // 1869

Et fotografi fra 1869 af en børneflok – taget af Koldings første fastboende fotograf P. Aagaard – er en nøgle, der lukker op for en stor fortælling om to store slægter, som har haft afgørende betydning for udviklingen omkring Kolding. Kolding er et landbrugsområde, hvor flere familier fra de store proprietærgårde gennem tiden har spillet en afgørende rolle for industrialiseringen af landbrugssamfundet.

Børneflokken fra Hesselballe var Christian Thygesen (1827-1891) og Jensine Maria Sophie Fredsteds (1836-1904) børn. Christian Thygesen var ejer af Hesselballegård i Hesselballe, Øster Starup fra 1877 til 1891. Christian Thygesen boede dog aldrig selv på gården, men sønnen Jens Christoffer, der som 11-årig står i midten af billedet, forpagtede den i flere år indtil, at den yngste søn Axel Thygesen i 1894 overtog ejerskabet af Hesselballegård.

Udover Jens Christoffer var de øvrige børn på billedet Charlotte, 10 år (1859-1947), Christian Sophus, 7 år (1862-1951), Lauritz Fredsted, 5 år (1864-1925) og Hedevig Sophia, 2 år (1867-1949). De havde desuden en lillebror Valdemar (1869-1950) som var under et år og ikke med på billedet. Efterfølgende blev den yngste søn Axel Thygesen (1871-1945) født.

Jens Christoffer Thygesen blev gift med Margrethe Kiær i 1890. Margrete – også kaldet ’Vigge’ var datter af Margrethe Kiær og Lave Ernst Kiær, der begge var afgået ved døden, da ’Vigge’ og hendes 4 søstre endnu var børn og de kom i pleje hos familien. ’Vigges’ mor Margrethe Petersen var vokset op på Dalbygård sammen med broderen Hans Petersen, der siden overtog Dalbygård og giftede sig med Beate Thygesen, der var faster til ’Vigges’ mand Jens Thygesen.

Beate Petersen (f. Thygesen) finder vi også blandt Aagaards portrætter, og hun solgte som enkefrue Dalbygård til sin nevø Jens Christoffer Thygesen – og det unge ægtepar rykkede ind på slægtsgården. Sammen drev ægteparret gården i 33 år frem til 1927, hvor Thygesen blev tvunget til at sælge gården, da han gik konkurs som følge af devalueringen af pundet med efterfølgende nedgang i eksporten og gæld.

Jens C. Thygesen var imidlertid en af samtidens betydningsfulde proprietærer, der virkede lokalpolitisk både som medlem af Dalby Sogneråd og Vejle Atmsråd, hvor hans indflydelse var stor. Derudover var han formand for Andelssvineslagteriet fra 1909 til 1918. Thygesen var bl.a. med til at indvie det nye slagteri ved nordre havnemole i 1912, da det oprindelige slagteri på Fynsvej var i vejen for DSB’s udvidelsesplaner. Derudover sad Thygesen også i Kolding Laane- og Diskontokasses Repræsentantskab. Ligesom han var aktiv i arbejdet med Kolding Sydbaner og til sidst endte han som hospitalsforstander for Skt. Jørgens hospital i Kolding. Thygesen døde i 1935 – 77 år gammel og kun to måneder efter hans hustru ‘Vigge’ var gået bort. Parret fik 45 år sammen.

 

Slægten fra Hesselballe og Dalbygaard
Slægten fra Hesselballe og Dalbygaard

Del instagram billeder med #slægtenfrahesselballe

Vær' med i dialogen om projektet...