Arkivet i den åbne skole – mødet med historien

Mere end 2.500.000 kr. til styrkelse af historieundervisning og åben skole

70 lærere og knap 2000 børn landet over får nu mulighed for at udvikle og afprøve nye former for undervisning og skabe koblinger mellem åben skole, lærernes brug af originalt kildemateriale og inddragelse af lokalområdet.

Baggrunden for det glade budskab er, at A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal med en samlet bevilling på 2.537.700 kroner til projektet ”Arkivet i den åbne skole – mødet med historien” har sikret, at det vellykkede pilotprojekt af samme navn kan forankres yderligere i Kolding Kommune. Samtidig sikrer bevillingen, at de gode erfaringer kan udbredes til andre dele af landet.

Det er Københavns Stadsarkiv og Esbjerg Byhistoriske Arkiv, der har etableret aftaler om kompetenceudvikling for historielærere i en række skoler i henholdsvis Esbjerg, Frederiksberg og Københavns kommuner. Ligesom Kolding Stadsarkiv sammen med Nicolai for børn tilbyder kompetenceudvikling til indskolingslærere i Kolding Kommune.

Ambitionen med projektet er bl.a. at styrke og understøtte lærernes refleksion over deres undervisningsfag og bidrage til en fælles og fagligt funderet historiedidaktik mellem skole og kulturinstitution. I projektet arbejdes der derfor både med vidensdeling og skabelsen af et fælles sprog mellem forskellige fagligheder, så eleverne oplever en højere grad af mening med historieundervisningen og en konkret forståelse af, hvordan det at arbejde med et autentisk historisk kildemateriale kan bidrage til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund.

Projektet nyder en bred opbakning fra skolesiden i alle de involverede kommuner:

Ulla Visbech, chef for Kultur & Skole, Esbjerg Kommune

– I Esbjerg Kommune ser vi frem til et tæt samarbejde mellem arkiv og skolevæsen. Vi ser et stort potentiale i den lokale historie for at styrke historieundervisningen. I Esbjerg er projektet ekstra spændende, fordi vi samtidig arbejder med en frisættelse af Folkeskolen.

Helle Bjerg, souschef og pædagogisk leder Skolen på Grundtvigsvej, Frederiksberg Kommune

– Vi er en skole, der arbejder med projektbaseret læring. Her er nogle af kerneelementerne, at undervisningen skal være autentisk, undersøgende og med relation til verden udenfor skolen. Her ser vi dette projekt som en kærkommen mulighed for at få integreret en autentisk og undersøgende historieundervisning i skolens tværfaglige projekter.

Karen Mortensen, skolechef, Kolding Kommune

– Det er vigtigt for os at bygge videre på de gode erfaringer, vi har i samarbejdet med arkivet, og hvor et praksisorienteret projekt som dette gør det nemmere for de deltagende lærere at overføre erfaringerne fra projektet til deres egen undervisning og dermed sikrer, at eleverne får et langvarigt udbytte af forløbet.

Projektet er 3-årigt og starter op i begyndelsen af skoleåret 2021-22 og løber over 3 år. Der bliver løbende evalueret på projektet og de erfaringer, der drages på tværs af de forskellige kommuner. Det er den nationale Skoletjenesten – Videncenter for eksterne læringsmiljøer, der står for den eksterne evaluering af projektet.

 

Kontakt:

Lene Wul, Stadsarkivar, Kolding Stadsarkiv (projektleder), mobil: 30940957

Elisabeth Bloch, Stadsarkivar, Københavns Stadsarkiv, mobil: 26867384

Mette Guldberg, Arkivleder, Byhistorisk Arkiv, Ribe, mobil 27241477

 

Vær' med i dialogen om projektet...