IVÆRKSÆTTERNE – da Kolding blev moderne, er en medrivende fortælling om otte markante personligheder, der var med til at ændre og udvikle de seneste 170 års historie i Kolding. I anledning af 750-året for slot og by, udgav Kolding Stadsarkiv i samarbejde med Helle Juhl i 2018 dette anderledes bogværk.
Når en bys historie skal fortælles, er der altid mennesker, der skiller sig ud, mennesker, der har gjort en forskel, mennesker der personificerer den udvikling, der er foregået. Sådan er det med IVÆRKSÆTTERNE. Gennem otte markante personligheder spejles de forandringer og begivenheder, der formede byen ved fjorden. Forfatter Helle Juhl har spidset pennen og skabt en nærværende fængende beretning om demokrati, krig, industrialisering, landbrugsrevolution, verdenskrise, byudvikling, velfærdssamfund og ikke mindst fremsynethed – kort sagt en fortælling om da Kolding blev moderne.
Det er en fortælling om nogle af de modige borgere, der siden Grundloven har præget byens og egnens udvikling, men det er også et indblik i ’den store historie’ med krige og kriser ligesom eksempler på opfindsomhed og optimisme. Kolding har altid tilpasset sig, og det skyldes først og fremmest dens borgere, som ved fortællingens start husede under 3.000 indbyggere, men i dag er mere end tyvedoblet.
Gennem avismagerne og politikerne Chresten Berg (Venstre) og Knud Hansen (Socialdemokratiet), industrifædrene Karl Konstantin-Hansen og Jens Peter Schrøder (DDMM), landmanden og organisationsmanden Jens Christoffer Thygesen (Dalbygård), plantemanden Aksel Olsen (Geografisk Have), skolesygeplejersken, politikeren og kvindesagskvinden Ida Jørgensen (Radikale Venstre) og revydronningen Maja Rasmussen (Sans Souci) udfoldes Koldings forvandling fra traditionsbundet købstad til moderne bysamfund.
IVÆRKSÆTTERNE kan købes hos Nicolai Kultur, Museet på Koldinghus, byens boghandlere og kommunens netbutik
IVÆRKSÆTTERNE er et eksklusivt værk på 345 sider, der er rigt illustreret og designet og opsat af Kamilla Asmussen.
Kolding Stadsarkiv udgav i samarbejde med Helle Juhl og Ugeavisen Kolding en række “sneakpeak” til bogens personligheder
Chresten Berg – “En royal begravelse”
Knud Hansen – Koldings egen Stauning
J. C. Thygesen – Vinder og taber
Karl Konstantin-Hansen & Jens Peter Schrøder – Da Mejeriernes Maskinfabrik havde pariserdrømme
Aksel Olsen – Drømmen om en grøn oase
Ida Jørgensen – Tungen på vægtskålen
Maja Rasmussen – Årets kvinde i Kolding
Tak til:
Kulturudvalgets jubilæumspulje
Jubilæumsfonden af 12.08.1973
Lisbeth Petersens Fond
Sparekassen Kolding’s Fond