Koldingbogen 2015

18. november // Kolding

Årets tema for Koldingbogen er ‘Slægt og familie’. Slægten er vores individuelle bånd til fortiden, det er slægten og familiens historie, der har gjort hver enkelt af os til den, vi er. Der har gennem de seneste år været en stigende interesse for slægtsforskning, i den mere og mere globaliserede verden med hurtige bekendtskaber på de sociale medier søger vi mod vore egne rødder. Det er i slægten, at vi kan finde frem til de historier, der fortæller om netop vores egen fortid. Koldingbogen 2015 byder på 13 spændende fortællinger om slægt og familie, og historierne spænder vidt. Lige fra fortællinger om guldsmededynastiet Buch til Anne Marie Brodersen, der som kunstner og hustru til Carl Nielsen tegnede nye veje for det moderne ægtepar i det 20. århundrede. Eller du kan læse om Elisabeth Andersdatter, som blev henrettet lidt uden for Kolding i 1843. Det er også muligt at læse den fascinerende historie, som et billede, der er ca. 150 år gammelt, kan åbne op for.

Koldingbogen 2015 udkommer og præsenteres d. 18. november kl. 15-17 i Nicolai Scene. Bogen kan købes i byens boghandlere, Liva, Føtex, på Koldinghus og Kolding Stadsarkiv.

 

Koldingbogen 2015
Koldingbogen 2015

Fra Agtrup til Amerika

Af Erik Voss

I 1880 drog et lille rejseselskab med to kvinder og en lille pige fra Agtrup til USA. Breve, som blev sendt hjem til Danmark, fortæller historien om en familiens op- og nedture i det nye land. Katherine og Petreas rejse blev starten på et helt nyt liv langt fra deres fødeegn.

Anne Marie Brodersen – gift Carl-Nielsen

Af Kamma Marie Poulsen-Hansen

Anne Marie Brodersen var en dygtig kunstner, hun stammer fra Thygeminde i Sdr. Stenderup, og hendes ægteskab med komponisten Carl Nielsen skulle danne rammen for et liv, der brød med traditionerne. De blev datidens ‘powerpar’.

Koldingbogen 2015
Koldingbogen 2015

Buch – Et guldsmededynasti

Af Poul Dedenroth-Schou

Kongen og hoffets hyppige ophold i Kolding i 1500- og 1600-tallet trak mange håndværkere til byen. Blandt disse var Didrich Seede, der giftede sig ind i Buch-slægten. Dette skulle blive starten på et guldsmededynasti, der spredte sig fra Kolding til Drammen og endda helt til det russiske zarhof.

På sporet af Delblancs farmor fra Kolding

Af Søren Flø Sørensen

Den svenske forfatter Sven Delblancs farmor stammede fra Kolding, og hun dukker op i flere af hans bøger. Farmoderen i romanen Kære farmor er stærkt inspireret af Meta Delblanc, forfatterens egen farmor, og artiklen udforsker familiens baggrund i Kolding.

Koldingbogen 2015
Koldingbogen 2015

Lind – en slægt på kant af grænsen

Af Louise Klinge

Slægten Lind fra Dalby kan spores tilbage til 1460. Det er en familie, der har sat sit præg på Kolding. dr. Gustav Johannes
Lind stod f.eks. bag stiftelsen af Trapholt. Familiens historie udforskes her med baggrund i et billede, der dukkede op i forbindelse med arbejdet med fotografen Aagaards billedsamling på Kolding Stadsarkiv.

Mord i familien – en kriminalhistorie fra
omegnen af Kolding i 1800-tallet

Af Lærke Friis Neergaard

Elisabeth Andersdatter blev i 1843 den sidste på Koldingegnen, der blev henrettet. Her fortælles historien om en kvinde, som efter sin indrømmelse af et giftmord måtte se sig svigtet af systemet, og hun endte sine dage foran en folkemængde, der var kommet langvejs fra for at se en halshugning.

Koldingbogen 2015
Koldingbogen 2015

Mølby – fodbold i trygge rammer

Af Anders Hell Hansen

Familien Mølby har en lang historie bag sig som entreprenører og landmænd. Det er dog interessen for fodbold, som vi alle forbinder med Mølbyerne. De er Koldings fodboldfamilie, og de har gennem en årrække sat deres præg på den nationale samt internationale fodboldscene.

Glade dage i Persillegade

Af Søren Mulvad

Søren Mulvad fortæller om sin opvækst i Persillegade i 1950ernes Dons. Barndommen i Dons var præget af gode venskaber og drengestreger. Der fortælles om familierne i området, kolde vintre, ture med mælkekusken og gode minder.

Koldingbogen 2015
Koldingbogen 2015

Slægten Schultz i Hejls

Af Gunnar Midtgaard Krag

Slægten Schultz i Hejls har holdt til på Klostergården siden 1753, men slægten har også bredt sig til alle sognene i Tyrstrup Herred og videre ud i Danmark. Det er Schultz-slægtens historie fra 1680 frem til omkring 1920, der her fortælles.

Peter Nielsen Pors 1878-1948

Af Kirsten Pors Madsen

Peter Pors’ forældre rejste fra Nordslesvig til Danmark, her kunne de skabe en fremtid for familien. Peter Pors slog sig ned i Møsvrå, hvor han stiftede familie og oplevede udviklingen indenfor landbruget, økonomisk opgangs- og nedgangstider samt to verdenskrige.

Koldingbogen 2015
Koldingbogen 2015

Landerupgaard – fra opdragelsesanstalt
til behandlingshjem

Af Jens Vilstrup

Landerupgaard har været et hjem og på sin vis en slægt og familie for mange anbragte børn igennem tiden. Institutionens 150 år lange historie har betydet en stor forandring fra opdragelsesanstaltens hårde metoder til moderne pædagogik.

Rundstykker fra bageren i Søndergade

Af Ingelise Johnsen, født Kjøng

Ingelise Johnsen, født Kjøng fortæller om sin families historie og om sin opvækst i Kolding med butikslivet i Søndergade. Holger Kjøng var indehaver af bagerforretningen i Søndergade 8, der blev omdrejningspunktet for hele Ingelise Johnsens familie.

Koldingbogen 2015
Koldingbogen 2015

Konen, der drog fra hjem – og mand

Af Billy Sørensen

I 1878 overlades Niels Preben Iversen til fattigvæsnets forsorg, dette blev begyndelsen på slutningen af en sørgelig skæbne, der vidner om et forlist ægteskab. Historien om Niels og hans hustru Amalie udspringer af et fotografi, der blev taget, da de stadig levede sammen. Billedet blev fundet i Aagaards billedsamling.

Del instagram billeder med #koldingbogen2015

Vær' med i dialogen om projektet...