Koldingbogen 2016

// Kolding

Koldingbogen 2016 sætter med årets tema fokus på industrialiseringen og dens betydning for Kolding. Gennem 11 spændende og finurlige fortællinger får læseren et indblik i en tid, der ligger til grund for vort moderne samfund i dag. Læs bl.a. om Slotsmøllen og gamle ølbrygningsmetoder, store tekstilfabrikker som Georg Jensen Damask, Brdr. Volkerts Fabrikker og Kolding Strømpefabrik. Ligesom tre ‘veteraner’ fra De Danske Mejeriers Maskinfabrik deler deres minder og erindringer fra et kapitel i Kolding, som er ved at være slut.

Koldingbogen 2016 udkommer og præsenteres d. 16. november kl. 15-17 i Nicolai Scene. Bogen kan bl.a. købes ved byens boghandlere, i LIVA, på Koldinghus, i Superbrugsen i Vonsild, Bramdrupdam og på Tøndervej,

 

Koldingbogen 2016
Koldingbogen 2016

En tur rundt i Koldings tidligere industrikvarter

Af Kamma Poulsen-Hansen og Mette Tanggaard Jessen

Vi bliver taget med rundt på en tur i et af Koldings gamle industrikvarterer, vejen går blandt andet forbi Brdr. Volkerts Fabrikker, Saftstationen og Th. Petersens Åleeksport. Her ser vi, hvordan industrier har sat præg på Kolding by.

Jernbanen og dens udvikling i Kolding Kommune

Af Martin Wilde

Jernbanen var en vigtig del af industrialiseringen, og spillede derfor også en stor rolle i udviklingen af erhvervslivet i Kolding, her fortælles om jernbanens historie og dens indtog i Kolding.

Koldingbogen 2016
Koldingbogen 2016

Hans Hansen Sølvsmedie

Af Poul Dedenroth-Schou

Hans Hansen er i dag synonym med kvalitet. Hans Hansen Sølvsmedie tog sin begyndelse i Jernbanegade i 1906, det skulle blive starten på en familievirksomhed, der producerede korpusarbejder såvel som smykker og service. Det var en virksomhed , som fulgte med udviklingen, selvom det gode håndværk forblev i centrum.

Tekstil- og beklædningsindustrien i Kolding

Af Henriette Bornemann Baudtler

Tekstil- og beklædningsindustrien har været en markant del af Koldings industrikvarterer gennem tiden. Brdr. Volkerts Fabrikker, Kolding Strømpefabrik og Kolding Hørfabrik var blandt nogle af de største virksomheder i Kolding i deres storhedstid. Her fortælles om både tekstil- og beklædningsindustrien i Kolding samt om kampen for fagforeningerne.

Koldingbogen 2016
Koldingbogen 2016

Ægte Koldingdreng bliver typograf

Af Svend Ove Andersen og Ane Højberg Holm

Svend Ove Andsersen arbejde i 40 år som typograf på Kolding Folkeblad. Han fortæller her om opvæksten i Kolding og arbejdet på Kolding Folkeblad, hvor han giver et indblik i typograffaget og den udvikling, som nye opfindelser har medvirket.

Ølproduktion og ølsorter på Slotsmøllen

Af Simon Wrisberg

Slotsmøllen har været en stor del af Koldings fødevareindustri langt tilbage i historien. Her får man historien om Slotsmøllen, og der skabes et overblik over nogle af Slotsmøllens forskellige ølsorter, der giver et spændende indblik i udviklingen indenfor ølbrygning.

Koldingbogen 2016
Koldingbogen 2016

Industriudviklingen i Kolding

Af Erling Winther

Industrien i Kolding har udviklet sig markant igennem årene. Med udgangspunkt i årene, hvor Erling Winther var erhvervschef for Kolding Erhvervsråd og senere direktør for det, som i dag hedder Business Kolding, fortæller han historien om Koldings industrier, hvor han bl.a. tager udgangspunkt i DDMM, FDB og Andelssvineslagteriet.

Bent Georg Jensen og Georg Jensen Damask

Af Birgitte Dedenroth-Schou

Bent Georg Jensen uddannede sig, så han kunne indgå i familievirksomheden, og i løbet af de 50 år, hvor han stod i spidsen for Georg Jensen Damask, fulgte han med i udviklingen både i forhold til produktion af tekstiler og i forhold til design og boligindretning.

Koldingbogen 2016
Koldingbogen 2016

De Danske Mejeriers Maskinfabrik – tre ‘veteraner’ takker af

Af Knud Sørensen, Gunner Appel Thomsen og Bent Svenningsen

Knud, Gunner og Bent fortæller om DDMM’s historie, her kommer de både ind på, hvordan DDMM tog sin begyndelse i Låsbygade til historier fra pensionisttilværelsen og sjove anekdoter fra arbejdet på en af Koldings mest markante industrivirksomheder.

GORI – et udpluk af historien i farver

Af Steen Rosenvinge Lundbye

GORI var en familievirksomhed, som virkelig formåede at gå fra, at være en blandt mange til at skabe noget helt unikt. Historien om, hvordan GORI startede, udfoldes her, og det samme gør historien om GORI-ÅNDEN, der blev en stor del af succesen bag den gode træbeskyttelse.

Koldingbogen 2016
Koldingbogen 2016

Den glemte maler

Af Erik Voss

Hans Peter Hundebøl var en kunstner bosiddende i Kolding, som malede mange billeder bl.a. af området, hvor han boede. Hans malerier giver et indblik i en tid, hvor Kolding gennemgik en udvikling og vækst i bl.a. industrien.

Del instagram billeder med #koldingbogen2016

Vær' med i dialogen om projektet...