Mit corona-liv i Kolding

Dokumentationsindsamling // Kolding Kommune

HVORFOR
Der skrives historie i disse dage – og DU kan være med til at skrive det første kapitel.

HVAD GØR VI
Kolding Stadsarkiv, Koldinghus og Mungo Park opfordrer alle borgere; børn, unge, voksne og ældre i hele Kolding Kommune, herunder Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld, til at indsende deres oplevelser om, hvordan de oplever tiden under coronaen.

HVOR
Vil du bidrage til den fælles historie, så har du mulighed for deltage i projektet ”Mit corona-liv i Kolding”, der både foregår i facebookgruppen af sammen navn, på instagram under #coronakolding eller ved at sende en mail til arkiv@kolding.dk

HVORDAN BRUGER VI DET
Vi indsamler og arkiverer ikke bare. Hver dag vil Mungo Park udvælge en fortælling, der bliver fortolket og delt i facebookgruppen “Mit corona-liv i Kolding“. Desuden vil Ugeavisen Kolding løbende udvælge og bringe nogle af fortællingerne i avisen.

Hvis Koldinghus vurderer at dit bidrag kan indgå i en udstilling/museets samling, vil du få en direkte henvendelse fra museet efterfølgende.

HVAD VIL VI GERNE HØRE OM
Hvordan påvirker coronakrisen din hverdag, din familie, din fritid, din arbejdssituation eller din skolegang? Hvad udfordrer dig, hvad bekymrer dig, eller hvad får du tiden til at gå med?

HVAD KAN DET VÆRE
– en lille dagbog, som følger udviklingen fra dag til dag
– nedskrevne tanker eller refleksioner
– et eller flere fotos af ting eller steder, som for dig fortæller om en ændret hverdag
– et lille videoklip, hvor du deler dine tanker
– en børnetegning

HUSK at datere din fortælling, foto eller video, så vi ved helt nøjagtig, hvornår den er skrevet. Skriv også gerne hvilken by, du bor i og din alder.

HVORDAN KAN DU AFLEVERE
Du har flere muligheder for at dele din fortælling. Det kan ske i Facebookgruppen: ”Mit corona-liv i Kolding”, du kan tagge din historie, foto eller video med #coronakolding på Instagram eller du kan sende en mail til arkiv@kolding.dk

Tekst kan vedhæftes i de mest gængse formater, som Word, PDF og RTF. Derudover modtager vi fotos i både TIFF og JPG format, samt videoklip.
Videoklip sendes via Wetransfer. Det kan billeder også, hvis de fylder meget eller der er mange.

Ved indlevering vil du efterfølgende modtage en mail, hvori du bedes bekræfte stadsarkivets ret til at arkivere materialet samt bekræfte, hvorvidt du er indforstået med, at det anvendes til formidlingsaktiviteter, herunder at Mungo Park får frihed til at fortolke/dramatisere over dit indlæg, og at Ugeavisen Kolding kan bringe dit indlæg.

Hvis du ikke ønsker navn og alder offentliggjort i forbindelse med formidling, så giv venligst besked om det i bekræftelsen.

HVAD GØR VI MED DIT MATERIALE
Ved indlevering overdrages materialet til Kolding Stadsarkiv, der først og fremmest sørger for at opbevare materialet for eftertiden. Kolding Stadsarkiv er et offentlig arkiv, der har hjemmel til at opbevare personlige og personfølsomme oplysninger til eftertiden. Dine oplysninger bliver bevaret sikkert og er tilgængelige efter Arkivloven. Dokumentation, som indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, er beskyttet af en tilgængelighedsfrist på 75 år.

Med din tilladelse er der dog mulighed for, at dit bidrag kan blive anvendt til videreformidling allerede nu.

HAR DU SPØRGSMÅL
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på mail: arkiv@kolding.dk

 

Del instagram billeder med #coronakolding

Vær' med i dialogen om projektet...